Søs Egelind med hendes hund, Nisse

Søs Egelind vil give hundene et bedre liv

Nyheder

Søs Egelind – skuespiller og bestyrelsesmedlem i World Animal Protection - elsker hunde. Derfor gør hun alt for, at hendes hund Nisse har et godt liv.

Og derfor vil hun have sat en stopper for de brutale hundedrab rundt omkring i Europa.

Som ægte hundeven har Søs Egelind naturligvis selv en trofast, firbenet ven, nemlig den dansk/svenske gårdhund Nisse på 15 år. I programmet Et Hundeliv på Radio24syv fortalte Søs i starten af januar om kampagnen Stop Hundedrab, der skal hjælpe de millioner af herreløse hunde i Europa, der hver dag er i fare for at blive slået ihjel – og om hvordan Nisse kom ind i hendes liv.

På besøg i 14 år

”Jeg har ikke levet én dag uden dyr. Vi havde hund, da jeg blev født, og jeg har altid haft dyr, efter at jeg blev voksen og fik mit eget sted at bo. Jeg skyndte mig at anskaffe mig Mis, der var en fantastisk blanding – en virkelig utrolig hund. Og siden da har jeg haft flere blandingshunde,” fortalte Søs i radioprogrammet.

Nisse er dog ikke en blandingshund, men en dansk/svensk gårdhund. Hun kom ind i Søs’ liv ved et tilfælde.

”Jeg skulle bare passe Nisse en jul. Men den tidligere ejer havde ikke fundet ud af, at det var en dansk/svensk GÅRDhund, han havde. Nisse havde det skidt i indre by, hun var fuldstændig opkørt, bed designersofaer i stykker og sked op af væggene. Så hun blev totalt lykkelig, da hun fandt ud af, at ’Gud, der er en, der ved, hvad jeg skal bruges til.’ Så hun er blevet siden, og nu har jeg altså haft hende på besøg i 14 år,” sluttede Søs grinende sin fortælling om Nisse.

Underskrifter kan redde hundeliv

Nisse lever et godt hundeliv, hvor hun tilbringer sine dage med at drøne rundt og jage mus. Så heldig er der desværre mange andre hunde rundt omkring i Europa, der ikke er. De herreløse hunde ses ofte som en pestilens og bliver aflivet med metoder, der ofte medfører en langvarig og smertefuld død, f.eks. ved at der lægges mad ud til dem fyldt med glasskår.

Vores kampagne Stop Hundedrab, som Søs fortæller om i radioprogrammet, har fokus på at få indført lovgivning overalt i Europa, som beskytter hundene i de enkelte lande. Vi har allerede indsamlet over 44.500 underskrifter fra hundevenner, der vil have sat en stopper for de brutale hundedrab. I løbet af det kommende halvår vil vi kontakte de danske medlemmer af Europa-Parlamentet (MEP) og bede dem om at arbejde for, at alle hunde i Europa er beskyttet af effektiv lovgivning.

Læs om vores effektive løsning, som redder hundeliv >>

Vil du vide mere