Oversvømmelse i Indien

Mennesker og dyr har et uadskilleligt bånd

Nyheder

Risikoen for at blive ramt af en naturkatastrofe er stigende i flere dele af verden. Hvis katastrofen rammer, vil mennesker prioritere at redde deres dyr, næst efter familien.

Det viser en undersøgelse, World Animal Protection har gennemført. Næsten alle adspurgte i Delhi og Bangkok har ved tidligere katastrofer hjulpet dyr i sikkerhed. 

Én ulykke kommer sjældent alene, siger ordsproget, og det er i højeste grad sandt – uanset om man bor i New York, Delhi, Bangkok eller Sao Paulo. Vi har spurgt tretusind mennesker i otte millionbyer fordelt på tre kontinenter, om dyr skal reddes, hvis katastrofen rammer. Resultatet er tydeligt og fremhæver den uadskillelige følelsesmæssige og økonomiske forbindelse mellem mennesker og dyr – selv under så ødelæggende forhold som naturkatastrofer.

Størstedelen har reddet dyr under katastrofer

Med en stigende risiko og bekymring for hyppigere og voldsommere naturkatastrofer, vil størstedelen af de adspurgte redde dyr, hvis katastrofen rammer. 

”Undersøgelsen bekræfter, hvad vi som organisation har oplevet i de 50 år, vi har ydet nødhjælp til katastroferamte dyr. Dyrene har økonomisk og følelsesmæssig værdi og er integrerede medlemmer af familier og lokalsamfund. Med en sådan status er det forståeligt, at når ens verden ligger i ruiner, vil man have sine dyr reddet og på den måde undgå endnu en katastrofe, nemlig at miste sine dyr,” siger Gitte Buchhave, direktør i World Animal Protection. 

kort-katastrofehjaelpsundersoegelse-worldanimalprotection-s3

Dyreejere sætter livet på spil for at redde dyr

En stor del af de adspurgte vil have dyr inkluderet i beredskabsplaner, men over halvdelen af inderne og thailænderne har ikke lavet konkrete planer for deres dyr.

kort-katastrofehjaelpsundersoegelse-worldanimalprotection-s4

”At ganske få har lavet evakueringsplaner for deres dyr er bekymrende, for ejerne kan på den måde sætte deres eget liv på spil for at redde dyr. Det har vi set adskillige eksempler på. Derfor opfordrer vi til, at dyreejere og myndigheder i alverdens lande inkluderer dyr i beredskabsplaner i forbindelse med naturkatastrofer. En sådan planlægning kan være med til at styrke lokalsamfundet, som dermed hurtigere og bedre kan rejse sig efter en katastrofe”, udtaler Gitte Buchhave. 

Mennesker deler madrationer med dyr

I forbindelse med det enorme jordskælv som ramte Haiti i 2010, hvor befolkningen i forvejen levede i dyb fattigdom, var landbrugsdyr en livsinvestering og kæledyr en trøst midt i de forfærdelige ødelæggelser. Indtil nødhjælpen kom, delte mange mennesker deres få madrester med dyrene, så også de kunne overleve.

…overnatter i biler for at beskytte dyr

Ligeledes, i forbindelse med tsunamien, der ramte Japans kyst i 2011, traf mange japanere svære og risikable valg. Myndighederne oprettede nødhjælpscentre og sørgede for evakueringer, men de overlevende måtte ikke få deres dyr med ind i nødhjælpscentrene, så enten måtte dyrene efterlades, eller ejerne måtte gøre, som mange andre gjorde: Lade dyrene opholde sig i familiens bil, for på den måde at beskytte dem mod frostvejr og sne.

…sniger sig tilbage i ruinerne for at fodre dyr

Og i Indonesien, da vulkanen Merapi spyede sin ild i 2010 blev befolkningen i en radius på 20 km evakueret uden, at de havde tid til at få dyrene med. I dagene efter sneg mange beboere sig tilbage indenfor evakueringszonen for at fodre og pleje dyrene - og satte dermed deres eget liv på spil i aktionen.

Fakta fra undersøgelsen

  • 92 % af thailænderne, som tidligere har været udsat for oversvømmelse, har reddet deres dyr fra at drukne
  • 93 % af inderne har reddet deres dyr i forbindelse med en katastrofe
  • Næsten 75 % af amerikanerne vil have deres dyr reddet på samme tid som dem selv, hvis katastrofen rammer
  • Mellem 77-92 % af de adspurgte mener, det er vigtigt, at dyr er inkluderet i beredskabsplaner. Men 55 % i både Indien og Thailand har ikke lavet planer for deres dyr
  • 64 % af brasilianerne og 72 % af thailænderne mener risikoen, for at de bliver ramt af en katastrofe, er stigende. De tilsvarende tal for inderne og amerikanerne er 40 %.
thailand-hjaelp-til-dyrene-oversvoemmelse

To hunde bliver transporteret i sikkerhed under en oversvømmelse i Thailand i 2011.

Vil du vide mere