Elefanter hører til i naturen - ikke i turismebranchen

Kampagne om vilde dyr når millioner af kinesere

Nyheder

Kina har taget godt imod vores kampagne mod underholdning med vilde dyr. Adskillige aviser og radiostationer har bragt nyheden om vores kampagne, og Beijing Lufthavn har givet os gratis annonceplads.

I starten af oktober lancerede vi globalt vores kampagne mod underholdning med vilde dyr - også i Kina. Kampagnen blev dækket af flere kinesiske aviser og radiostationer, og Beijing Lufthavn har givet os gratis annonceplads, fordi kampagnen anses som en ”public service-meddelelse” – og altså er i folkets interesse at kende til.

Inden lanceringen i Kina gennemførte vi en meningsmåling i landet for at få en idé om kinesernes holdninger til underholdning med vilde dyr.

Misforstået kærlighed til dyr

Meningsmålingen viste, at en stor del af kineserne synes, at det er acceptabelt at svømme med delfiner, ride på elefanter, at få taget et foto sammen med et vildt dyr og generelt se vilde dyr optræde. Over halvdelen af kineserne støtter underholdningen, fordi de elsker dyr, og godt halvdelen af kineserne har set vilde dyr optræde på deres ferie.

Dyrene lider bag facaden

Vores kampagne sætter fokus på de lidelser, som dyrene udsættes for i underholdningsbranchen - en branche, hvor mange dyr indfanges fra naturen og trænes med vold til at optræde og til at have tæt kontakt med mennesker, hvilket oftest er helt unaturligt for dem.

World Animal Protections projektleder i Kina, Dr. Sun Quanhui, siger:

”Folks synes tit, når de har kontakt med vilde dyr, at det en behagelig og mindeværdig oplevelse. Men de er ikke klar over, at dyrene lever et liv i smerte. Vilde dyr hører til i naturen. Derfor opfordrer vi folk til at opleve vilde dyr i deres naturlige levesteder, og forhåbentligt starter vi en trend”.

Med den store eksponering, vores kampagne har fået i Kina, vil der nu være millioner af kinesere, der lærer sandheden at kende om de vilde dyrs forhold i underholdningsindustrien.

Vores løsning 

Målet med den globale kampagne er at beskytte vilde dyr. Det kræver en indsats på flere fronter. Først og fremmest skal efterspørgslen på vilde dyr til underholdning stoppe. Her spiller turister og rejsearrangører en vigtig rolle, for hvis de fravælger underholdning med vilde dyr, vil efterspørgslen falde - og dermed vil færre dyr blive indfanget fra naturen for at blive trænet til at underholde mennesker.

Dernæst er det vigtigt at stoppe behovet for at bruge vilde dyr som indtægtskilde. Derfor arbejder vi blandt andet for at skabe alternative erhverv til de mennesker, der i dag er afhængige af dyr som levebrød. Det sker i samarbejde med lokale myndigheder, lokalsamfund og organisationer.

Vil du vide mere