Delfiner i det åbne hav

Det mener danskerne om dyreshows

Nyheder

Bag facaden lider dyrene. De har ikke mulighed for at følge deres naturlige instinkter og behov og har et sølle liv i fangenskab. WSPA har spurgt danske turister om deres holdning til dyreshows.

Denne artikel blev skrevet, da vi hed WSPA. Læs om, hvorfor vi har ændret navn.

Vilde dyr, der optræder for et publikum, bruges i stor stil som underholdning på turistdestinationer. Men bag facaden lider dyrene. De har ikke mulighed for at følge deres naturlige instinkter og behov og har et sølle liv i fangenskab. WSPA har spurgt danske turister om deres holdning til dyreshows.

WSPA fik i januar og februar 2014 lavet en interviewundersøgelse i Danmark, Norge, Sverige og Finland, der handlede om holdninger og oplevelser med dyreshows.

Har set dyreshows i udlandet

Langt over halvdelen af danskerne har set shows med vilde dyr i udlandet. I forhold til en tilsvarende undersøgelse fra 2011 er tallet steget fra 56 % til 61 %. Næsten halvdelen af danskerne (45 %) har set shows med vilde dyr inden for de seneste fem år. Der er derfor ikke umiddelbart noget, der tyder på, at sådanne shows er mindre populære i dag end tidligere.

Mest sete dyrearter – acceptable og uacceptable

87 % af danskere mener, at dyrs naturlige behov skal tilgodeses - ellers er der tale om dyremishandling. Alligevel finder mange danskere dyreshows med blandt andet delfiner, fugle og elefanter acceptable. Det tyder på, at de ikke er klar over, at der for eksempel er en høj dødelighed blandt delfiner i fangenskab, og de får stress og mavesår, fordi de ikke har mulighed for at få tilfredsstillet deres naturlige behov.

Rejsebureauernes ansvar – og turisternes eget ansvar

86 % af danskerne mener, at rejsebureauer skal undgå at promovere aktiviteter, der støtter dyremishandling i udlandet. 70 % siger desuden, at de vil foretrække at rejse med en arrangør, som tager afstand fra dyremishandling. 

Rejsebureauer skal undgå at promovere aktiviteter, der støtter dyremishandling i udlandet

Samtidig mener 78 % af danskerne, at de som turister selv har et ansvar for, hvordan deres handlinger påvirker dyrs velfærd under rejser i udlandet.

Det er positivt, at så mange danskere mener, at både de selv og rejsebureauerne har et ansvar for at sørge for, at dyr ikke lider på grund af dem. I WSPA forsøger vi fortsat at påvirke rejsebureauerne til at stoppe med promovere dyreshows. Samtidig håber vi, at vi med oplysningskampagner om de virkelige forhold i delfinshows, elefantridning og andre typer af shows med vilde dyr kan få åbnet flere turisters øjne for, hvorfor de skal sige nej til den slags underholdning.

Du kan som turist være med til at påvirke rejseselskaberne og gøre en forskel ved at sige fra over for dyreshows. Den mulighed har dyrene ikke.

Vil du vide mere